62-årige Knud Skou er født og har levet hele sit liv i en tømmerhandel, så han har set rigtig meget træ – men også båret værdier videre om at medarbejdere skal behandles som en del af familien og have frirum til at være dem, de er
Af Johannes H. Nørgård
Først når du kender fortiden, kan du forstå nutiden og forme din fremtid, sagde en klog fransk forfatterinde engang. Og det skal der nok være en hel del om, også når det gælder forståelsen af, hvor og hvorfor byggemarkedsbranchen er, som den er i dag.
Den forståelse kræver naturligvis et dyk ned i den store historiebog, og et af de bedste steder at sætte fingeren er utvivlsomt i Juelsminde Trælasthandel A/S, der med det brusende hav på tre sider har reddet op og ned på bølgerne uden at gå ned i imponerende 110 år. Eller som det bliver beskrevet af brødrene Knud og Erik Skou i forordet til 100 års jubilæumsbogen: ’Men trods kriserne, sikke et liv af håndværkere, landmænd, sommerhusgæster, husejere, medarbejdere, skibe, jernbanevogne, hestevogne, håndværkerbiler, trailere, store lastvognstrækkere og hele tiden: Duften af træ – og indimellem trods alt velstand’.
Trælasthandleren var kongen
62-årige Knud Skou fortæller, at han ligesom sin fire år ældre storebror og søsteren er født i tømmerhandlen, familien overtog i 1949. Det var dengang den hed Juelsminde Trælast & Kulimport. En typisk landtømmerhandel med kul og koks og et skib, der kom ind om sommeren med træ, der skulle række hele det næste år. Her lærte han både at gå og har leget. For efter lukketid fik alle byens børn lov at komme og lege dåseskjul og gemmeleg i tømmerhandlen.
– Det var dengang, der var tre konger i byen: Teglværkskongen, rutebilsejeren og trælasthandleren. Vi mærkede nok, at vi var noget særligt, og andre i byen har nok betragtet os som lidt fine. Men der var ikke sociale skel på den måde. Vi legede med alle og var ret tidligt spejdere, hvor alle sammen var lige.
At trælasthandleren blev opfattet som en konge i byen var heller ikke ufortjent. Ser man i de historiske skrifter, har træ-lasthandleren i Juelsminde gennem alle årene haft afgørende indflydelse på, at byen voksede sig til en driftig stations- og havneby. Faktisk helt fra start, hvor det var trælasthandleren, der sikrede, at byen blev kloakeret efter en alvorlig tyfus-epidemi.
Men det havde også sine bagsider, husker Knud Skou. Selv om det var en tryg barndom med natur, strand og masser af børn, hvor forældrene trods travlhed altid var i nærheden.
– Vi var jo også en del af et familieprojekt, hvor vi helt fra barnsben blev inddraget i forretningen. Det betød desværre også, at vi ved middagsbordet overværede min mors og fars skænderier om nogle for store kreditter til kunderne. Her fik vi jo i en ret tidlig alder indsigt i hvem på egnen, der kunne betale og ikke betale. Det er nok forklaringen på, at jeg som det eneste aldrig har beskæftiget mig med debitorbogholderi. For de bekymringer, og hvem, der skal lukkes for, har aldrig været min stærke side, siger Knud Skou og ler.
Med til den historie hører også, at faren Uffe Skou, der var den første til at forhandle spånplader i Jylland, ud over at være visionær var en gemytlig mand med sans for faglighed og kundepleje, men altså også lige lovlig tillidsfuld og venlig, når det kom til at give folk kredit.
Mens ’Fru Skou’ var den skrappe forretningskvinde, der skulle sikre, at det ikke løb løbsk. Hun var dog ikke skrappere end, at hun på den anden side også sørgede for, at den første grundlægger af trælasten Hans Christjansen fik både gratis husly i trælasten og et dagligt måltid mad, da han ikke selv havde midler til livets opretholdelse.
På egne ben
Som barn af en trælasthandler var det også en selvfølge, at børnene skulle hjælpe til, når de kunne. Det var lige fra at sætte frimærker på regninger, pakke bil, eller når der skulle sorteres træ.
– Der blev ikke gjort forskel, vi blev behandlet som alle andre på tømmerpladsen og ind i mellem lidt skrappere, for vi måtte uanset tidspunkt blive ved, indtil arbejdet var færdigt. Til gengæld tjente vi også altid gode lommepenge også senere, når vi var hjemme i sommerferien.
Samtidig har det altid ligget i kortene, at brødrene på et tidspunkt skulle overtage familieforetagendet. Men først ville Knud Skou ud og stå på egne ben for at ruste sig til opgaven. Tog en studentereksamen på Aabenraa Statsskole og læste videre som konstruktør inden for byggeriet i Aarhus. Her lærte han tegningsforståelse, tømrer- og murerarbejde, der kunne bruges i rådgivningen i tømmerhandlen.
Det var også i Aarhus, han prøvede sig selv af i den hæderkronede konsul-tømmerhandel Barnows, hvor han hurtigt blev både ekspeditionsleder, disponent og tillidsmand.
– Selv om arbejdet i en bytømmerhandel ikke var så forskelligt fra en landtømmerhandel, var det sundt og spændende at være et større sted. Her var nogle rigtigt dygtige folk, som jeg lærte en masse af. De der gamle Barnowfolk har jo altid været noget ganske særligt i branchen. Lidt som Mærsk har været for skibsfarten, siger han og fortsætter med et grin:
– Men tiden var også en helt anden. Man var meget skarpt adskilt; hvem der var lagerfolk, ekspeditionsfolk og de fine på hovedkontoret. Det var faktisk først i starten af 80’erne, man gik over til at holde en julefrokost, hvor alle var med. Og jeg kan huske vantroen hos den gamle Barnow, da han spurgte: Tror De nu lagerfolkene har tøj til det her?
To konger i et slot
Lang tid inden og faktisk allerede da Knud Skou lige var blevet student, var livets alvor allerede begyndt at presse sig på. Deres far døde af en uforklarlig blodsygdom i julen 1975 i en alder af kun 61 år. Hans storebror Erik var ikke færdig med at læse ingeniør, og han selv var ikke en gang begyndt. Men mens moren gerne ville fortsætte trælasten, for det var hendes hverdag og levebrød. Brødrene hjalp til på skift indtil først Erik kom fast hjem i 1978, og siden fulgte Knud med i 1988. De havde på det tidspunkt i flere år haft trælasten som et aktieselskab, hvor moren var hovedaktionær. Men det var et skelsættende tidspunkt, for det gik ikke bedre end godt, og slet ikke godt nok til at to familier kunne leve af tømmerhandlen. Så enten skulle de sælge eller udvide.
– Jeg ville gerne give det en chance. Det trak i mig efter at blive selvstændig og selv kunne bestemme sin hverdag, og så var der på det tidspunkt også vækst i samfundet, så det så ikke umuligt ud.
Men så var i to konger i et slot?
– Vi har aldrig haft noget skænderi, hvad det angår. Det har faldet helt naturlig, at min bror tog sig af det med it, administration og procedurer. Mens jeg tog mig af det mere udadvendte med personale og salg. Og jeg har altid været tryg ved det, han tog på sine skuldre også i forhold til bank og kreditter. Og jeg har omvendt altid fået luft til at sælge varer og prøve nye ting af.
Og makkerskabet gik godt, rigtig godt. Tidligt så de, at de skulle ind i landet og udså sig Hedensted, hvor motorvejen E45 var ved at blive færdig. Her byggede de et byggemarked op fra bunden, der siden voksede sig større og større. De opkøbte også andre og nåede på et tidspunkt op på at have ni tømmerhandler med cirka 200 medarbejdere i alt. Ved siden af oprettede de små byggeselskaber for at sætte skub i byggeriet og nåede på et tidspunkt op på at have otte ejendomsselskaber og byggevirksomheder. En vækststrategi, der lykkedes og førte til, at familien Skou i jubilæumsåret nåede op på en årlig omsætning på lige under en halv milliard kroner.
En god leder giver medarbejderne plads
Trods den kraftige vækst i firmaet har brødrene ikke slækket på de gamle værdier fra barndommens trælast. Medarbejderne har skullet føle sig som en del af familien, og man tager fat, der hvor det behøves.
– Det hænger helt sikkert sammen med min opvækst, om at en tømmerhandel ikke er noget, man kan klare alene. Det er et fælles projekt, og jeg er ofte den, der er gået forrest. Når det har knebet med at få noget lavet, har jeg sgu’ selv lavet det. Det kunne være en bil, der skulle pakkes om aftenen, eller noget træ, der ikke var sat på plads, så gik jeg selv ud og satte det på plads i stedet for at surmule. Og så går der som regel ikke ret lang tid, før der kommer en og hjælper, siger Knud Skou og fortsætter:
– Jeg er ikke typen, der skælder og smælder. Jeg vil hellere være en god rollemodel. Fx har jeg taget min tørn med både lørdags- og søndagsvagter, og så var der aldrig medarbejdere, der brokkede sig, når de skulle – for det gjorde mester selv. Det er mit indtryk, at medarbejderne også altid har været trygge ved at gå til mig eller min bror, også hvis de har haft problemer af mere privat karakter.
Hvad er en god leder?
– Som leder skal man kunne læse sine medarbejdere, man får aldrig hele pakken. Så kunsten er at give hver enkelt frirum til det, de er gode til og kunne sætte et team, der supplerer hinanden godt. Har du en god sælger, har han måske brug for lidt backup af en, der holder styr på tingene og sikrer sig, at vi også tjener på varerne, siger Knud Skou og uddyber:
– Alle skal også vide, at de er lige vigtige. En chauffør er en ligeså uundværlig brik som en god sælger – og så skal du vise dem tillid og give dem luft til at være dem, de er. Vi har gennem årene givet arbejde til mange skæve eksistenser. For eksempel sådanne nogle som min bror og mig, siger han med et grin.
Et godt netværk er guld værd
Samtidig opfordrer han unge i branchen til at netværke på livet løs også uden for arbejdstid fx få skabt nogle gode relationer til kunder. Eller gennem FUT, som hans far var med til at starte i 50’erne, og hvor han selv har været på nogle fantastiske ture.
– Jeg har altid opfordret vores elever til at blive medlem af FUT, og at de skulle tage med på elevturene. Nogle synes måske, at behovet er mindre i dag, fordi de store kæder selv har deres egne arrangementer og klubber. Men der er jeg ikke enig. Det er en god måde at opleve branchen bredere på, når du træder ud af egne rækker og møder kolleger og leverandører. Det skaber jo et netværk uden for ens egen inderkreds, der kan komme en til gode. For det er jo ikke sikkert, man vil arbejde i den samme kæde resten af livet.
Og ligesom forgængerne i trælasten netværkede på livet løs og var med i alt fra sogneråd, til grundejerforeninger, havnebestyrelsen, bestyrelsen for kysthospitalet, Juelsmindebanen, menighedsråd osv., har engagementet i lokalsamfundet altid været en vigtig del af jobbet for Knud Skou:
– Det er vigtigt at være til stede og aktiv. Uanset om det er erhvervsklubber, handelsstandsforeninger, støtte til idrætsforeninger eller lokale havnefester, så bliver man husket, når der skal handles. Vi har også haft rigtig mange lokale, der har haft fritidsarbejde efter skoletid, som senere i livet enten bliver gode kunder eller kommer ind i branchen.
Om at give noget igen
Man skal heller ikke være bange for at give noget igen som trælasthandler. Som da Knud Skou for nogle år tilbage gik sammen med to andre erhvervsfolk for at redde byens nedslidte og lukningstruede hotel Juelsminde Strand. Det førte til, at byens borgere og virksomheder fik samlet 12,6 millioner sammen til renoveringen.
Og hotellet kører i bedste velgående i dag, får topkarakter af Tripadvisor og har i øvrigt tjenereleven Christina, der netop er blevet kåret som Danmarks bedste tjenerelev ved DM i Skills. Eller da han gik ind i arbejdet med Løkkefonden, og sammen med en kammerat fik samlet 12 lokale unge, der var med blandt de 70 unge, der først gennemførte et 16 ugers udviklingsforløb, som sluttede af med et 600 km langt etapeløb sidste sommer, og hvor en af etaperne sluttede og startede i Juelsminde.
– Det er jo alle sammen drenge, som kun har mødt nederlag på nederlag i folkeskolen, og som derfor aldrig er kommet videre. Hvor fonden så går ind og giver dem nyt mod på livet, giver dem selvværd, lærer dem om at styrke hinanden gennem fællesskab, skaber kontakter og muligheder i virksomheder og udfordrer dem fysisk med et cykelløb, så de får nogle succesoplevelser, som de aldrig før har haft, siger Knud Skou og fortæller, at både arbejdet med holdet og arrangementet var et kæmpearbejde, men også en oplevelse af for alvor at gøre en forskel.
– At se hvor stolte de drenge var, da de efter en etape på 100 km cyklede igennem Juelsminde i deres flotte cykeltøj og så deres forældre og publikum stå og klappe, der fik jeg sgu’ tårer i øjnene.
De 11 ud af de 12 lokale unge har i øvrigt efterfølgende alle fået enten en læreplads eller er kommet i gang med en uddannelse.
Salget og om at give slip
Livet som trælasthandler har selvfølgelig ikke altid været sjovt. Langt fra. Der har været frygteligt stille vintre, hvor brødrene måtte fyre folk og klare arbejdet selv. Og 2008 var rigtig slem, der mærkede de, hvor sårbar man er som trælast i et lille samfund. Næsten inden for en uge faldt omsætningen med 40 procent, og den kom ikke igen. Men de fik rettet skuden op ved at sælge tre forretninger fra.
Men alt har en ende, Erik Skou er fyldt 67 år, og sidste år valgte brødrene at sælge de seks butikker. Knud Skous søn Mikkel havde været på tale, men han har slået solide rødder på Sjælland med kone og børn, hvor de begge har et godt arbejde, og så er det ikke sådan lige at rykke op. I stedet bliver det to lokale, der kommer til at drive deres livsværk videre med de samme medarbejdere og nye visioner for fremtiden. Prisen må han dog ikke afsløre efter aftale med køberen.
– Jeg kan sige det sådan. Jeg får ikke råd til at køre i en Ferrari, men jeg har da købt en ny Volvo, og vi kan gå vores pensionsalder trykt i møde, siger han med et grin og bliver atter alvorlig:
– Det er selvfølgelig med en stor glæde og lettelse over at aflevere det hele med god samvittighed og på betingelser, der sikrer medarbejderne. Og selv om både Erik og jeg fortsætter som ansatte et stykke tid, går der selvfølgelig mange tanker igennem ens hoved. Alle de gode oplevelser, jeg har haft med medarbejdere, leverandører og kunder. Hold op jeg kommer til at savne det at møde på arbejde, hvor ens medarbejdere siger godmorgen med et glad smil og hele ånden, der er i en tømmerhandel. Der er som regel altid godt humør, en masse sjov og ballade, og hvis du lægger mærke til det, bliver der ofte grinet rigtig meget i en tømmerhandel.