FUT’s erhvervsnetværk var på besøg hos DS Stålprofil, hvor medlemmer og leverandører fik et levende indblik i, hvordan stål bliver til de profiler, der former tage og facader på byggepladser over hele landet.
FUT’s erhvervsnetværk satte kurs mod Hobro den 25. februar, da DS Stålprofil åbnede dørene for en dag med rundvisning, faglige oplæg og stærkt netværk.
Besøget startede i produktionen, hvor deltagerne fulgte stålets rejse fra råmateriale til færdige profiler. Det stod hurtigt klart, hvor præcist og effektivt processerne er tilrettelagt – og hvilken skala der ligger bag de løsninger til tage og facader, som mange af deltagerne arbejder med til daglig. For mange gav rundvisningen en konkret og værdifuld forståelse for de produkter, de sælger og anbefaler.
Bæredygtighed på dagsordenen
DS Stålprofil satte også fokus på fremtidens løsninger, herunder materialernes levetid, genanvendelighed og stålets rolle i et byggeri, hvor kravene til dokumentation og klimaaftryk vokser. Det gav anledning til engagerede drøftelser blandt deltagerne om, hvordan branchen i fællesskab kan bidrage til mere bæredygtige løsninger.
Stolthed i håndværket
Noget af det, der stod tydeligst tilbage fra dagen, var den oprigtige stolthed, der gennemsyrede virksomheden. Salgschef Claus Bach Roed satte ord på det:
“Vi elsker at fortælle om det, vi laver. Hos medarbejderne i DS Stålprofil mærker jeg en tydelig stolthed over det, vi skaber. Kvalitet og service vægtes meget højt, og vores medarbejdere bidrager hver dag til, at vi kan imødekomme det, som kunden ønsker.”
Den stolthed var mærkbar – både i produktionen og i dialogen med deltagerne resten af dagen.
Efter rundvisningen fortsatte programmet med oplæg og netværk, hvor der var god tid til at udveksle erfaringer på tværs.
En stor tak til DS Stålprofil for at åbne dørene og dele ud af viden og engagement – og tak til alle deltagere for en dag med høj faglighed og stærkt kollegaskab.
