Foreningen for Trælast- og Byggemarkedsfolk

Indlæg

Mød FUT’s bestyrelse – Formand Bo Louring

 

Jeg hedder Bo Louring og er den nye formand i FUT.

Jeg har været gift med den samme kvinde i 27 år. Tina og jeg har to voksne døtre på 24 og 27 år og bor i Risskov ved Århus. Trods min fremskredne alder på 61 år løber jeg hvert år halvmarathon og forskellige andre motionsløb. Har gennem årene gennemført 10 maraton i Danmark og Tyskland.

Jeg er håndboldmålmand i IK Skovbakken (old boys), styrketræner og er havemand herhjemme.

I over 18 år var jeg formand for bestyrelsen i Skovbakken Håndbold, og SK Århus, men jeg fi k lyst til at prøve kræfter med andre bestyrelsesudfordringer, og det sker nu i Idrætssamvirket i Århus og på Idrætsdaghøjskolen – alt sammen i min dejlige by Århus. Desuden passer jeg posten som formand for vores grundejerforening, hvor jeg bor.

Jeg elsker at holde ferie i Tyrkiet. Det har resulteret i, at vi har købt en lejlighed i byen Avsallar, et stykke uden for Alanya. Den har vi haft siden 2006.

Jeg kom i lære i 1978 ved Barnow Århus Tømmerhandel og var der i ca. 5 år i alt. Herefter ser turen ud som følger:

  • 1983-1991: Det Danske Trælastkompagni i Århus, underforvalter, intern sælger, ekstern sælger
  • 1991-1997: Dansk Interpares, senere nyt navn Ditas (XL-Byg i dag), som produktchef
  • 1997-1999: A/S Søren Arnbak, intern/ekstern sælger
  • 1999-2002: Det Danske Trælastkompagni i Århus (DDT), ekstern sælger
  • 2002-2005: Stora Enso i Kolding, salgschef
  • 2005-2006: Tarkett, projektsælger
  • 2006-2013: Wimex, salgschef og medejer
  • 2013- : Kjellerup A/S, salgschef

Jeg har været medlem af FUT så længe, at mange tror, jeg har været i bestyrelsen tidligere, men det er ikke tilfældet. Jeg har altid været glad for FUT, da foreningen har arrangeret mange ture til udlandet, forskellige virksomhedsbesøg og spændende generalforsamlinger, som jeg har deltaget ivrigt i gennem de mange år.

Jeg har opbygget et stort netværk, som jeg nyder stor gavn af i min daglige gang i branchens mangeartede virksomheder. Mange af kollegerne i branchen har jeg også fået et personligt venskab med, som har holdt i mange år.

Jeg går ydmygt til opgaven som formand og lægger mit arbejde i FUT, hvor der er behov. Jeg håber at kunne fastholde samt tilføre FUT flere medlemmer ved at fortælle branchens unge og ældre mennesker om FUT’s fordele og det enestående netværk og de venskaber, man kan udvikle gennem FUT. Håber at fastholde vores traditioner og udvikle FUT til fremtiden.

Jeg håber og tror, jeg kan være med til at skaffe Erhvervsklubben nye medlemmer og håber at kunne tilføre faglig viden og oplevelser til FUT’s medlemmer i årene fremover.

Kunne du tænke dig at blive medlem af bestyrelsen eller på anden måde at være en aktiv del af FUT’s arbejde, er du meget velkommen til at kontakte mig på: blo@fut.dk

Nyhedsarkiv
Scroll to Top