Foreningen for Trælast- og Byggemarkedsfolk

Indlæg

FUT støtter Mads i projekt LøkkenFondens Challenge

lokke

FUT har valgt at indgå et samarbejde med LøkkenFondens Challenge, fordi vi mener, det er vigtigt, at man i samfundet tager et ansvar for de mange unge, der i Danmark har haft en svær start på voksenlivet og har haft udfordringer at kæmpe med.

Projektet er allerede godt i gang og drengene, der er med i årets Challenge, har allerede haft mange af deres fællestræninger. Drengene træner to gange om ugen og hver 2. uge har de en ekstra træning med den professionelle cykelrytter Thomas Guldhammer. Her får de tips og tricks til, hvordan de kan optimere deres evner på cyklen. Der er lagt et stramt program for drengene, der kræver disciplin, viljestyrke og mod for at kunne gennemføre den store finale, som løber af stablen fra den 24.-28. juni, hvor drengene skal gennemføre 525 km på bare fem dage.

Mads er FUT’s rytter på holdet. Han er 20 år gammel og kommer fra Daugaard, hvor han bor med sin mor. Mads er oprindeligt fra Kolding, men så længe han kan huske, har han boet i Daugaard. Mads er kommet med i LøkkeFondens Challenge forløbet igennem Hedensted Kommune, som kom med forslaget sidste år. Mads har i nogle år haft tæt dialog med Hedensted Kommune. Hans forældre blev skilt for cirka ni år siden. Mads’ liv tog en drastisk drejning og dette var medvirkende til, at han tog nogle valg i livet, som han i dag kunne have været foruden.

Dårlig skulder

Mads døjer med en dårlig skulder, som er blevet opereret to gange allerede. Det har været med til at give ham udfordringer. Mads har haft svært ved at kunne gennemføre de uddannelser, som han har påbegyndt. Han har altid gerne villet være i håndværkerbranchen, men på grund af sin skulder har dette ikke kunne lade sig gøre.

Mads’ familiære forhold og udfordringerne med skulderen har igennem årene gjort, at han er usikker på sig selv og mistet modet i forsøget på at skabe sig den fremtid, som han altid har gået og drømt om. Derfor er denne Challenge for ham et standpunkt og en god grund til at ændre sin tilværelse og give ham styrke, selvtillid og mod på at gennemføre en kommende uddannelse.

Da jeg spurgte Mads, hvad det allerede nu har betydet for ham at være med i dette projekt, fortæller han mig: ”På bare en lille måned har det allerede gjort det nemmere for mig at snakke med fremmede og møde nye mennesker”.

Mads er en yderst interessant rytter for FUT, da han, som tidligere nævnt, altid gerne har villet være i håndværkerbranchen, men det er ikke lykkedes pga. den dårlige skulder. Derfor ser FUT et stort potentiale for Mads i vores branche. Han har mulighed for at være en del af håndværkerfaget, men på den anden side af skrivebordet.

Da Mads tilhører holdet fra Hedensted Kommune, var FUT med til middag i Juelsminde, hvor vi mødte alle drengene på holdet samt deres trænere. På aftenen var der fint besøg af selveste Lars Løkke Rasmussen, som gav et yderst inspirerende foredrag om livet som Danmarks Statsminister og fortalte om tankerne bag LøkkeFonden.

FUT’s mål med at involvere sig i dette projekt er, at vi kan skabe fokus på vores branche til disse drenge. Forhåbentligt får de øjnene op for, hvor unik og spændende branchen er. Vi vil gerne være et bindeled for de her drenge, så de kan komme ind i vores branche og gøre sig en karriere her. Så hvis du står med en mulig arbejdsplads, praktikplads eller elevplads til en af de unge seje drenge, så tøv ikke med at henvende dig til FUT.

Af Michelle Olsen

Fakta:

LøkkeFonden gennemfører hvert år et læringsprojekt for drenge mellem 16-25 år. Fælles for drengene er, at resultaterne fra skolen er udeblevet og de mangler troen på eget potentiale og egen værdi i forhold til uddannelse og job. Drengene rekrutteres fra hele landet og har træningshold i Jylland, på Fyn og på Sjælland.

Målsætningen er

  • at hjælpe personligt og fagligt udfordrede drenge i alderen 16-25 til at opnå en mere struktureret hverdag og en sundere livsstil gennem cykling
  • at genskabe tro på eget potentiale med henblik på at starte et uddannelses- eller jobforløb.
Nyhedsarkiv
Scroll to Top