Jordbær finansierede tømmerhandlen

”Hvor der er en vilje, der er der også en vej”. Således skrev udbryderkongen Carl August Lorentzen i 1949 til fængselsbetjentene i Horsens Statsfængsel. Denne sammenligning kan man også snildt lægge i munden på den nu 72-årige livlige tømmerhandler P.C. Brejnholt i Randers.

I denne artikel i serien ”Fra frø til hylde” kan man læse fortællingen om vanskelige vilkår, hårdt arbejde og vedholdenhed i uhørte størrelser fortalt med kontante udmeldinger, skarphed og et gran af jysk underdrivelse af P.C. Brejnholt

Af Bo Louring

Brejnholt er født i 1947 på landet i en lille by, der hedder Ørsted og opvokset ved sine forældre, der var landmænd.

– I 1959 gik min far konkurs med vores landbrug, og det var en ulykkelig hændelse. Det betød, at vi måtte flytte til Tånum 8 km vest for Randers, hvor min fars brødre kautionerede for 7000 kr. Her købte vi et lille faldefærdigt landbrug på 20 tønder land.

Da vi flyttede til Tånum, arbejdede jeg som 12-årig til 1,- kr. i timen ved naboen, som var gartner. Her plukkede jeg jordbær, ondulerede roser og varetog andre gartnerrelaterede opgaver. Jeg havde tillige dværghøns og havde købt nogle jordbærstiklinger, som jeg fik plantet på et stykke jord nede på marken. Første gang, jordbærhøsten skulle udmønte sig i klingende mønt, var i 1962 på torvet i Randers.

Jeg var ikke så heldig med salget, og det resulterede i, at jeg måtte køre hjem med halvdelen igen. Jeg var imidlertid så ked af og ærgerlig over, at jeg ikke fik solgt alle jordbærrene, at jeg på vejen hjem smed resten af jordbærrene i grøften. De var nu heller ikke for pæne, så der var jo en grund til, at de ikke blev solgt.

Det har så lært mig senere hen i livet som tømmerhandler at skille mig af med de varer, der skal ud af lageret, og at det skal ske i god tid. Man skal ikke vente for længe, og det skal ske, inden ”krejlerne” kommer. På torvet i Randers lærte jeg, at krejlerne kom ved 11.00-tiden, og så var det for sent, hvis man skulle have en bare hæderlig pris.

For en del af mine opsparede penge købte jeg 1. august 1971 det landbrug i Jebjerg, som jeg i dag stadig ejer, Gården gav mig efterfølgende mulighed for at avle jordbær, som gav et flot udbytte og skabte det økonomiske fundament for købet af min første tømmerhandel i Randers.

Jyllands største jordbærproducent

– Jordbæravlen startede i 1973 og begyndte at give mange penge fra 1975. I 15 år var jeg Jyllands største jordbærproducent. Undervejs sad jeg i Dansk Erhvervsgartners bestyrelse. Folk troede en overgang, der var to brødre, der hed Brejnholt. Den ene kendt som tømmerhandler og den anden, der var jordbærproducent. Jeg var på det tidspunkt mest kendt som jordbærproducent. I 1984 kunne vi på den travleste dag tælle 96 biler og 228 selvplukkere på de 25 tønder land med jordbær. Vi havde tre-fire personer til at modtage penge. Det var en travl dag.

Jeg gik på La Cour skolen i Randers, men vi kunne ikke betale de omkostninger, der var forbundet med skolen. Jeg blev smidt ud og fortsatte på Hornbæk Skole i et år og gik ud efter 8. klasse. Jeg kom så på handelsskolen og læste samtidig driftsøkonomi om aftenen på merkonomstudiet.

Efter handelsskolen skulle jeg vælge, hvad jeg ville arbejde med i fremtiden. Jeg var på det tidspunkt 17 år, og jeg kunne godt tænke mig at blive skovfoged. Min mor var af anden opfattelse og fortalte, at hendes far havde haft Hørning Trælast, inklusiv handlen med foderstoffer, så der kunne jeg komme i lære. Jeg tog turen ind til Randers Aktie Tømmerhandel for at tale med konsulerne Højer, og i 1964 kom jeg i lære og var der i to år. (Randers Aktie Tømmerhandel kom senere til at hedde Vorbecks Tømmerhandel og i dag Stark Randers).

Lærlingene var arbejdsmænd

– I læretiden var lærlingene jo arbejdsmænd på pladsen og læssede varer af pr. håndkraft. Alle varer blev båret ind på plads af lærlingene. Jeg erindrer med gru aflæsningen af glasuld, som gav mig eksem på arme og ben. Jeg var på pladsen sammen med nogle direktørsønner, der var lidt dovne, men jeg var vant til fysisk arbejde og blev vellidt på pladsen.

Når der ankom cement, skulle det køres ned fra lastvognens lad med en sækkevogn læsset med syv poser cement á 50 kg, Senere fik vi en sækkevogn med plads til 10 sække og i alt 500 kg. Det var tungt arbejde. Nu om stunder må man jo ikke løfte noget som helst. Senere kom gaffeltrucken til og tog de tunge løft, fortæller Brejnholt.

Senere kom Brejnholt ind på kontoret og skulle blandt andet skrive på skrivemaskine og passe omstillingsbordet for firmaets telefonsamtaler. Det var en alvorlig sag, da der var mange knapper, der kunne lyse og skulle aktiveres. Når man så skulle stille en samtale ind til konsulen, kunne beskeden lyde (da det var i 3. person, man henvendte sig til konsulen):

”Der er telefon til konsulen; det er Petersen fra tømrerfirmaet Thorkild Jørgensen & Co, der er på linjen”.

– Jeg var ikke god til det med telefonen, og nogle gange gik det galt, hvor jeg glemte et navn eller en besked undervejs. Det resulterede i en skideballe, først af konsulen, dernæst af hans søn og til sidst af fuldmægtigen. Ens selvtillid fik et knæk, når man tre gange havde fået fortalt, hvor stort et skvat man var, erindrer Brejnholt med et smil.

Tiden var nu inde til at aftjene værnepligt. Datoen var 1. februar 1967, hvor turen gik til Vordingborg i 14 måneder. Det sidste par måneder var Brejnholt i Nørre Uttrup uden for Aalborg.

Chef på Thule Air Base

– Efter soldatertiden skulle jeg videre, og i 1968 fik jeg job ved en dengang meget lille tømmerhandel ved navn Juel A. Jørgensen. Den kom senere til at hedde Aalborg Tømmerhandel, Brødrene Bentzen. Her var jeg kun et halvt år. Så tog jeg til Grønland, Thule Air Base, beretter Brejnholt.

På basen var det ikke som tømmerhandler, Brejnholt blev ansat, og senere fik han en meget, meget fin titel.

– Jeg startede som havnearbejder, kørte lastbil og var lagermand. De to firmaer, jeg arbejdede for hed RCA og ITT. Den meget, meget fine titel fik jeg, da jeg blev chef for overskudslageret, altså alt affald fra basen. Jeg steg i løn og fik den meget, meget fine titel som chefsupervisor med en løn på 3200 kr. om måneden, som i øvrigt steg efterfølgende til over 10.000 kr. om måneden. Lønnen hos Aalborg Tømmerhandel lød på 2000 kr., så det var en klækkelig lønstigning.

21. januar 1968 styrtede det amerikanske bombefly med brintbomber ned i Grønland nær Thulebasen. Brejnholt kom til Grønland i oktober 1968 og fulgte med spænding oprydningsarbejdet med det radioaktive affald fra sidelinjen. Efter to år og fem dage var det kolde eventyr slut.

Efter Grønland rejste Brejnholt direkte til Cypern fra 1970 til 1971 som soldat, men blev overraskende købmand på soldaterbasen.

– Det var en periode i mit liv, hvor jeg lavede usædvanligt lidt og blev kaldt den hvide mand grundet mit manglende farvepigment.

Da jeg var kommet hjem til Danmark, ringede de fra Aalborg Tømmerhandel, hvor jeg tidligere havde været ansat. Nu skulle jeg ansættes som forvalter og var der i to år til 1973. Tiden gik hurtigt, og pludselig blev jeg kontaktet af Otto Klercke i Silkeborg. Her skulle jeg stå for Borgergade-afdelingen, men blev fyret efter blot to måneder, da jeg var for åbenmundet over for sønnen i firmaet, smiler Brejnholt.

– Jeg skulle jo have et job og tog turen tilbage til Randers Aktie Tømmerhandel i 1974 som underforvalter og senere som ekstern sælger og ansvarlig for trykimprægnering og ovntørring frem til 1978. Her var dresscoden i tømmerhandlen hvid skjorte og slips, og det var jo ikke lige min stil, så jeg kom i noget mere afslappet tøj, som jeg altid har gjort, griner Brejnholt.

– Jeg fortalte min direktør, at jeg nu var færdig som merkonom og ville søge et andet job. Han tilbød mig ansvaret for tømmerhandlen Frandsen i Hornslet. Der var jeg fra 1978 til 1982. Jeg var ud over leder af tømmerhandlen også ekstern sælger og solgte for over otte millioner kroner i pakketræ ud af en omsætning på 12 mio. kr. I disse år var der krise i samfundet, og underskuddene i branchen var omfattende.

Jeg blev tilbudt at få ansvaret for afdelingen i Auning Savværk samtidig med mit chefjob i Hornslet. Vi omdøbte savværket til Tømmergården Auning, og jeg fik med møje og besvær vendt underskuddet til overskud.

I 1984 blev jeg direktør i Randers Aktie Tømmerhandel, som var under Calkas-gruppen. Vi købte senere Bjerringbro Byggecenter i 1988 og Beder Tømmerhandel i 1989. Hele Calkas blev 15. august 1990 solgt til Det Danske Trælastkompagni A/S, som vi i dag kender som STARK.

Jeg vidste ikke, om jeg ville med over i Det Danske Trælastkompagni. Jeg fik blandt andet tilbudt et job som indkøbschef for IKEA, som jeg sagde nej til.

Starter som selvstændig

Fredag 30. november 1990 var jeg til 25 års jubilæum ved P.E. Johnsen i Auning. Netop den morgen havde jeg besluttet, at jeg ville starte for mig selv. Ikke engang min kone vidste noget på det tidspunkt.

Min plan var at sælgerne i Randers Aktie Tømmerhandel (Jan Lauridsen, Poul Erik Axel, Steen Walin og Steen Andersen) skulle sige op til mig for at følge mig i min egen forretning. Efterfølgende sendte jeg en fax til Trælastkompagniet med min egen opsigelse. Det blev de ikke begejstrede for i ”Kompagniet”.

1. januar 1991 startede Brejnholts Tømmerhandel. Det var hårdt, og ingen ville handle med os, og ingen ville give os kredit. Trods modgangen var vi positive og lavede et budget på 22 mio. kr. det første år. Vi nåede en omsætning på 26 mio. kr., med et overskud på 800.000 kr. Det var fantastisk. Sydbank troede på os, så det gjorde det nemmere. Heldigvis havde jeg sparet penge op og lånte i gården, så vi fik etableret en aktiekapital på 1.700.000 kr., som var et pænt beløb dengang.

Det første par år var hårde og rigtig trælse. I det tredje år var det lige før, jeg ikke gad mere. Jeg blev endda tilbudt job som direktør under DLH ved Otto Klercke i Silkeborg, samtidig med at jeg kunne beholde tømmerhandlen i Randers. Det havde jeg sagt ja til, men mine medarbejdere var i vildt oprør, og alle ville sige op, hvis jeg tog den beslutning. Så i sidste ende sagde jeg alligevel nej tak. I alle årene har vi ikke haft underskud et eneste år, siger Brejnholt med stoisk ro.

– Årene gik med slid og slæb, og tømmerhandlen voksede i størrelse, omsætning og antal medarbejdere. I 2001 købte vi Bording Tømmerhandel, og Lars Lausten blev ansat som direktør. Herefter købte vi Vejle Trælast og Kjellerup Tømmerhandel. Så kom Lillebælt Trælast til, og her var der store udfordringer med at skaffe kunder og skabe overskud. Der gik nogle år med overvejelser, om vi skulle have flere forretninger. Vi havde det godt, og det gik strygende. I 2008 havde vi en omsætning på 500 mio. kr. i koncernen.

Så buldrede krisen, og vi faldt til 350 mio. kr., og vi var tæt på underskud. Mine børn er ikke tømmerhandleruddannede, så enten skulle vi sælge hele koncernen eller blive flere forretninger.

Jeg besluttede i 2009, at i 2015 skulle omsætningen være fordoblet til 750 mio. kr. Flere forretninger skulle tilkøbes, og stadigvæk skulle der tjenes penge.

Flere afdelinger

Så gik det stærkt, for i 2012 købte vi Silkeborg Tømmerhandel, og i 2013 åbnede Brejnholt Århus. Nr. Åby på Fyn kom til i 2015. Hornsyld og Ry købte vi i 2018. Bjergmarks Tømmerhandel på Sjælland blev erhvervet i år, da vi har kunder, der har projekter på Sjælland. Vi havde derfor behov for et salgssted øst for bæltet. Den 1. april 2019 åbner vi Brejnholt Horsens.

Det, der har været kendetegnende i tømmerhandlen, er, at vi har og har haft dygtige, loyale medarbejdere, kunder og leverandører. Kundeplejen er vigtig, og man skal hele tiden være ude ved kunderne og helst sidde på skødet af dem. Vi har ry for at være ordholdende, tillidsskabende og gode til at skabe relationer.

Et godt råd til de unge mennesker er, at de skal være flittige, nysgerrige og fleksible. Det er også vigtigt, at chefen giver plads til de unge mennesker og lader dem udvikle sig, og at man tror på dem. Og så er det vigtigt, at de unge mennesker falder godt til på arbejdspladsen, og at både chefen og kolleger støtter og giver input i en positiv ånd, mener Brejnholt.

Brejnholt fortæller, at skakspillet i de mange år er lykkedes. Dette komplicerede spil har været den største samlede succes på livets lange vej. Naturligvis står hustruen, de fire børn, livet og landbruget ham meget nær. Ja og skisport i en alder af 72 år er heller ingen hindring.

– Jeg er en tilfreds mand, ikke så klog, men glad for mit liv, familie, gode helbred og forretning, griner Brejnholt.

– Indkøbet og salget har altid været min store last. Mange gange har vi haft flere ambitioner end penge, og vi har måttet kravle, før vi kunne gå. I 2018 var vi 250 ansatte, 15-20 lærlinge og omsatte for 1,3 mia. kr.

Solen skinner i Randers, men en gang imellem driver der mørke skyer hen over os, smiler Brejnholt og fortæller, at de stadig er klar til en rask handel, selvom det slogan ikke bruges mere.