Foreningen for Trælast- og Byggemarkedsfolk

Indlæg

FUT hjalp os med at få den vildeste oplevelse

FUT-Fonden uddeler hvert år uddannelses- eller rejselegater til FUT medlemmer under uddannelse. Her er en fortælling om, hvad legaterne er blevet brugt til:

Af Andreas Smidt, Bygma Haslev og Ida Vangsgaard, Bygma Hjørring

I år var vi, Andreas Smidt fra Bygma Haslev og Ida Vangsgaard fra Bygma Hjørring, så heldige at blive udvalgt til at komme til Island og arbejde hos Húsasmiðjan i to uger. En oplevelse som vi både fagligt og personligt glædede os utrolig meget til. Ingen af os havde været på Island før – og derfor så vi selvfølgelig utrolig meget frem til at opleve den fantastiske flotte natur, som Island har at byde på.

4D helikoptertur

Inden afrejse valgte vi at forsøge at ansøge om et legat fra FUT – hvilket vi var så heldige at få tildelt. Netop denne økonomiske håndsrækning var med til at give os oplevelser, som vi aldrig vil glemme. På vores første rigtige dag valgte vi at købe billetter til Fly Over Iceland, som er en 4D helikoptertur rundt i Islands landskab – selvom det hele var computeranimeret, var det så virkelighedsnært, at man igennem hele turen sad med en wow-følelse, ligeledes blev sommerfuglene i maven ikke mindre, da vi vidste, at vi forhåbentlig snart ville se nogle af disse naturfænomener i virkeligheden. Pengene fra FUT gav os også utallige busture, hvilket også var en rigtig god måde at komme hurtig rundt i indre by. Vi besøgte hovedstaden Reykjavik en del gange – en hovedstad som både bød på nybyggeri og gamle bygningsværker. Den vildeste oplevelse var dog, da vi gik en tur langs vandet i indre by, på den ene side har vi en dobbeltsporet tæt trafikeret vej, og når vi så vendte os om, kunne vi se enorme bjerge med sne på toppen – man følte vitterlig, at man trådte fra den ene verden ind i en anden.

Godt netværk

Hverdagene gik med arbejde, hvor vi arbejdede i to forskellige butikker på skift – dog arbejdede vi sammen en enkelt dag på hovedkontoret. Vi lærte begge virkelig meget omkring den islandske kultur og markedet, hvor vi virkelig fik mulighed for at afprøve nogle af de salgsredskaber, som vi lærer, når vi er på Mommark. Derudover fik vi begge skabt et godt netværk deroppe, hvor vi på kryds og tværs af erfaringer, stillinger og baggrund kunne lære af hinanden.

I weekenden, hvor vi var så heldige at have fri, valgte vi at tage en tur til kysten. Den islandske sydkyst er især kendt for sin barske natur – både i form af lavamarker og spetakulære vandfald. Ved et af vandfaldene spiste vi frokost med en fantastisk udsigt over netop lavamarkerne og vandfaldet. Vi kørte desuden også ud til den sorte strand, hvor vi virkelig oplevede den barske side af Island. Vi var kørt op, så vi kunne se ud over hele stranden i strid vind og regn – en kold oplevelse, men samtidig så vanvittig en oplevelse, som virkelig indikerede, hvor stærke naturkræfterne der er på Island.

Tak til FUT

Legatet fra FUT har virkelig været med til at give os den vildeste oplevelse, netop på grund af de mange ting vi fik set og oplevet på Island, men samtidig var det så betryggende at vide, at vi have modtaget denne håndsrækning fra FUT, så vi behøvede ikke at bekymre os økonomisk – vi kunne opleve det, vi gerne ville.

Vi håber begge to at kunne besøge Island igen en dag, for aldrig har nogen af os oplevet så imødekommende og hjælpsomt et folkefærd samt et land med så mange kulturelle oplevelser, hvor man hele tiden kan se og opleve nye fantastiske ting – man stod virkelig med ønsket om, at døgnet indeholdt flere timer.

Så endnu en gang tusinde tak for at give os et bidrag til denne oplevelse for livet – en oplevelse, som har gavnet os begge både på det faglige og personlige plan.

Hvert år sender Bygma fire andetsårselever til henholdsvis Sverige og Island for at arbejde i 14 dage hos den nationale kæde af Bygma.

Nyhedsarkiv
Scroll to Top