Foreningen for Trælast- og Byggemarkedsfolk

Indlæg

Generalforsamling 2017 – Formandens beretning

jim-formand

Et fantastisk FUT-år er løbet af stablen, et år med væsentligt færre og mindre udfordringer end vi havde året før.

Vi sluttede sidste års generalforsamling hos Icopal med at drage videre til en fantastisk jubilæumsfest på nationalmuseet. En aften bestyrelsen ser tilbage på med stor glæde. Det var dejligt at se den store opbakning fra jer medlemmer, og det gjorde, at aftenen forløb helt fantastisk, lækker mad, gode omgivelser og efter min egen vurdering en helt igennem vellykket aften.

På selve festaftenen udnævnte vi endnu et æresmedlem, Povl Davidsen, og jeg tør godt sige, at det kom i den grad meget bag på modtageren.

Aktiviteter
Året har budt på mange gode oplevelser. Med rigtig mange deltagere på de fleste ture. Det er virkelig en fornøjelse, at vi ikke har skullet ud og prikke og lokke, for at I har villet med på ture.

Vi startede 2017 med en tur sammen med eleverne fra handelsfagskolen. Den første af i alt to gokartture til Racehall i Århus, begge ture fuldt booket, og efter hvad jeg har fået at vide, så blev der virkelig kæmpet om placeringerne.

I april gik turen til Polen, en tur lavet i samarbejde med Rationel, hvor der blev besøgt en vinduesfabrik, byen Gdansk og et mindeværdigt besøg i Stutt-hof koncentrationslejr. Denne tur blev hurtigt udsolgt, og vi har som forening haft et godt og stærkt samarbejde med Rationel om denne tur. Det vil vi gerne sige tak for.

FUT og projekt Løkkefonden – et projekt, der kom på banen i samarbejde med Knud Skou. Formålet skulle være, at vi som brancheforening skulle vække interessen for os hos de deltagende i Løkkefondens projekt. Vi fik Mads tilknyttet som vores rytter, og det har været spændende at følge hele læringsprojektet.

Om vi har fået noget ud af det, ja det er svært at sige, men vi har været med, vi har prøvet det af, og så må fremtiden vise, om det er noget, vi kunne finde på at gøre igen.

Besøg hos Palsgaard Spær, en aften med en del trælast-elever fra Odder og et par ekstra medlemmer, en aften der stod i spærenes tegn.

Den årlige golf tur med trætræf på golfbanen løb af stablen den 21. august, på Holbæk golfbane.

Her i uge 41 var den årlige elev/studietur valgfag for træ-lasteleverne. Turen gik til Bruxelles og på besøg hos Etax/Ivarsson. Efter hvad jeg har fået oplyst, har det virkelig været en spændende tur med et stort fagligt indhold, men også socialt en god tur med besøg i Europa-Parlamentet.

I sidste uge gik turen til Israel. Den kommer I til at høre mere om næste år. Men en tur lavet i samarbejde med Plastmo, og den var en stor succes.

Eneste arrangement, vi har måttet aflyse igen i år, er Træ-gulve og Golf hos Timberman. Turen har nu været forsøgt gennemført to gange, og begge gange med begrænset deltagerlyst.

Vi har forsøgt at stable et hold op i samarbejde med Mommark, grundlæggende ledelse, men desværre heller ikke her var der den store opbakning. Vi lægger det ikke på hylden, men forsøger at hente opbakningen fra kæderne til denne uddannelse. Med et meget lille tilskud fra FUT og så ellers ved at søge div. tilskud fra det offentlige til hver enkelt elev kan uddannelsen være helt gratis, så det er kun tiden, der skal dækkes af virksomheden.

Vi har i det hele taget haft et rigtig godt samarbejde med begge fagskolerne i år. Vi har haft møder med begge skoler, og der er lagt en plan for fremtiden omkring studieture/valgfag, sådan at der hvert år kommer en tur både til handelselever og detailelever, som begge skoler har sagt ja til at planlægge, og det betyder, at næste år vil Odder planlægge detailturen og Mommark handelselevturen. For at dette har kunnet lade sig gøre, har vi været ude og søge tilskud til at kunne afholde to ture, og som det ser ud nu, har vi fået tilsagn til dette. For at det hele kan løbe rundt, er det også besluttet, at det fremover koster 500 kr. at deltage på studieturene, også her har vi fået ok fra kæderne.

Medlemstallet er stadigt faldende. Pr. 31/8 er det på 792 medlemmer. I året har der været tilgang på 159 og afgang på 152. Tilgang og afgang er primært elever. Erhvervsklubben har fået lidt flere medlemmer, så lige nu er der 60. Vi har stadig plads til flere, og der arbejdes med flere muligheder for tættere samarbejde mellem FUT og erhvervsklubben.

FUT bladet har fået sin helt store makeover, og vi er rigtig glade for resultatet. Både indholdet og layoutet er der blevet taget godt imod. Vi ville ændre bladet til at indeholde historier fra hverdagen, og det må vi da bestemt sige, at det er lykkedes. Vi fortsætter med serien fra frø til hylde, og i 2017 har vi besøgt Peter Jakobsen fra 10-4, Per Andreasen fra FOG og senest Mads Jørgensen fra Bauhaus. Sidstnævnte har i øvrigt ikke givet et personligt interview i mange år, så det gør, at vi er ekstra stolte over, at det lykkedes, men Mads er jo en gammel FUT dreng, så måske var det derfor.

Vi har også haft mange gode og sjove artikler fra kæderne, og det er netop her, at vi kan gøre en forskel. Vi kommer ud til alle butikker med historier fra hverdagen, som forhåbentlig kan give inspiration til andre om at lave arrangementer og andet ude i butikkerne eller på kædeplan.

Bestyrelsen stoppede samarbejdet med Kenneth Osbæck lige i starten af 2017. Dette gjorde, at vi lavede en mindre rokade og Rene blev kasserer.

Bestyrelsen har arbejdet målrettet med de forskellige arrangementer, FUT bladet og ikke mindst Facebook og FUT.dk. Vi indgik et samarbejde med Odsgard, og det har vi været rigtig glade for. Det, at vi ikke skulle bruge tid på at lægge artikler og andet op og ikke mindst, at vi ikke har skullet være EDB nørder, har gjort, at det hele har kørt på skinner. JOB banken har fået flere og flere opslag, og der er plads til mange endnu, og der er mulighed for selv at lægge op, eller man kan henvende sig til Odsgard og få dem til det.

Afslutning
Jeg vil slutte af med at sige tak til vores samarbejdspartner, Odsgard og til Danske Byggecentre og ikke mindst til Marianne, som hjælper os i bestyrelsen og gerne kommer med gode råd. Jeg vil sige tak til vores medlemmer, erhvervsklubben og også til vores bidragsydere, ØTD, DB Fonde og til DLH fonden, alle tre har givet foreningen flotte bidrag.

Når denne generalforsamling er slut, betyder det også et farvel fra mig. Jeg har nu siddet min periode ud, og jeg kan med stolthed se tilbage på fire helt fantastiske år i FUT, men det har ikke kunnet lade sig gøre uden jer andre fra bestyrelsen, så en stor tak til jer hver især. I har alle ydet, hvad I har kunnet, og vi har grinet og pjattet, og samtidig har vi opnået ret så meget, hvis jeg selv skal sige det.

Med det vil jeg sige tak for ordet.

Jim Linderod Christiansen,
afgående formand

 

Nyhedsarkiv
Scroll to Top