Foreningen for Trælast- og Byggemarkedsfolk

Indlæg

Mød FUT’s bestyrelsesmedlemmer – Oliver Pihl Petersen

Mit navn er Oliver Pihl, jeg er 27 år og elev hos Københavns Listefabrik.

I min dagligdag sidder jeg som salgselev i butikken, hvor jeg hjælper kunder i disken, besvarer kundemails og tager telefonen.

Mine arbejdsopgaver er ikke anderledes end mine kollegaers, selvom jeg er elev. Hos os er der meget tillid til os elever, som viser sig i form af frihed under ansvar – en ting jeg er meget glad for.

Mine salg kan være lige fra 60 cm forkantsliste til 200 meter speciallavede indfatninger – ingen dage eller opgaver er helt ens, for kunderne har forskellige udfordringer, de skal have løst, og det er min fineste opgave at hjælpe dem igennem det.

Nu er jeg også i oplæring i vores gulvafdeling, så en fremtidig gulvnørd er i proces her.

Skolegangen er hos Mommark, som mange af jer kender, en fantastisk skole med nogle eminente lærere.

Min fritid bliver primært brugt hjemme i mit hus, hvor jeg bor med min skønne kæreste Rose, vores søn Arthur på 3,5 og vores datter Vilma på 1,5 år.

Hvis der er lidt tid til overs, så ynder jeg at bruge den ude på Hardball banen med vennerne, hvor vi løber rundt og spiller diverse spil og ‘skyder’ hinanden – god måde at få brugt ugens sidste energi, og endnu mere en god måde at få afreageret på.

Så glæder jeg mig til at møde jer alle sammen ude til vores arrangementer.

Vi ses derude.

Nyhedsarkiv
Scroll to Top