En dag fyldt med inspiration, stolthed og nye indsigter i produktionen i Østbirk
Regn og blæst kunne ikke dæmpe begejstringen, da 42 FUT-medlemmer mødtes i Østbirk til en spændende dag hos VELUX. Her åbnede virksomheden dørene til produktionen, museet og udstillingen – og bød på både rundvisning, kaffe og en lækker frokost.
Dagen begyndte med en præsentation af VELUX og virksomhedens historie – fra de første ovenlysvinduer til nutidens innovative og bæredygtige løsninger. Derefter blev deltagerne fordelt på tre rundvisninger, hvor der var fokus på både produktion, udvikling og den imponerende VELUX Collection, som viser virksomhedens rejse gennem tiden.
Formand Bo Louring fortæller:
“Det er en imponerende oplevelse at se detaljerne og passionen hos medarbejderne. Besøget gav respekt for, hvor meget tanke og faglighed der ligger bag hvert eneste VELUX-vindue. Et besøg alle i branchen burde opleve.”
Efter rundvisningerne var der frokostbuffet og demonstration af montering af et VELUX-vindue – til stor interesse for deltagerne.
Udtalelser fra deltagerne
“Vi havde en spændende og inspirerende dag hos VELUX, hvor vi fik et indblik i produktionen og arbejdsprocesserne. Det var fascinerende at høre om grundlæggeren og den rejse, der førte til succes. En dag fyldt med nye bekendtskaber og godt netværk.”
– Sebastian Damsgaard Sørensen, salgstrainee, Bygma Proff
“Besøget overgik virkelig mine forventninger. Kombinationen af innovation, bæredygtighed og kvalitet var imponerende – og man mærker en helt særlig energi blandt medarbejderne.”
– Emil Frederik Futtrup, salgstrainee, Bygma Aalborg C
“Det overraskede mig, hvor stor en del af produktionen stadig foregår manuelt. Museet i VELUX Collection var utroligt flot og illustrerede udviklingen på en inspirerende måde.”
– Frederik Koch Hansen, salgstrainee, Bygma Nyborg

Fra Venstre: Sebastian Damsgaard Sørensen (Bygma Risskov), Emil Frederik Futtrup (Bygma Aalborg City) og Frederik Koch Hansen (Bygma Nyborg)
Formand Bo Louring afslutter:
“Tak til VELUX for en fantastisk dag – alt var flot tilrettelagt med kompetente folk på alle poster. Deltagerne fik både ny viden, inspiration og styrket netværk. Og en stor tak til Niels-Jørgen fra FUT’s bestyrelse, som tog initiativ til dagen.”
FUT’s kalender byder allerede på flere spændende besøg i 2026 – og næste stop er generalforsamlingen hos Timberman Denmark A/S i Hadsund den 8. november.


