FUTs generalforsamling ved Sika Danmark
Farum, den 2/11-2024
Velkommen, kære FUTTERE – tømmerhandlere, byggemarkedsfolk, ansatte i proffen, elever, faglærere, leverandører og gæster.
Det er dejligt at se, at så mange har valgt at bakke op om foreningen FUT og deltage i årets generalforsamling. Vi i bestyrelsen er glade for at se jer her i dag. Mange er kommet langvejs fra, og vi takker jer alle for at møde op.
I dag står vi her i Farum, hvor Sika Danmark har været så gæstfrie at tilbyde sig som værter. Det er vi meget taknemmelige for – tusind tak.
Sika er en fantastisk og imponerende virksomhed med mange år i vores branche. Virksomheden har eksisteret siden 1960, er repræsenteret i 103 lande, beskæftiger 80 ansatte i Danmark og er en del af en global koncern med 33.000 medarbejdere.
En særlig tak skal gå til:
- Direktør Anders Beier
- Head of Distribution Stan Petersen
- Og jeres søde og smilende kolleger
Året der gik
Vi i FUT har haft et travlt år. Her er en gennemgang af de aktiviteter og arrangementer, vi har arbejdet med i regnskabsåret 1/9-2023 til 31/8-2024:
Elevtur: Uge 41 i 2023 i Tyskland
Desværre mærker vi en lidt aftagende opbakning til vores elevture og andre arrangementer, hvilket er meget ærgerligt. At skulle aflyse en tur eller et arrangement er demotiverende for FUT. Jeg håber, at alle vil fokusere på at støtte op om og deltage i vores aktiviteter – FUT skaber netværk på tværs af branchen.
Turen gik dog rigtig godt! Eleverne blev rystet godt sammen, fik indsigt i, hvordan virksomhederne producerer produkterne og anvender dem. Der var også tid til socialt samvær efter dagens strabadser – noget, som FUT mestrer: at skabe bro, venskaber og netværk på tværs af branchen og kæderne.
Stor tak til de involverede virksomheder, der åbnede dørene og bød os velkommen, samt til fagskolerne og faglærerne for deres indsats. FUT støtter disse ture med 100.000 kr.
Generalforsamlingen i Aalborg
Aalborg Portland lagde kolde lokaler til. Det var et fint arrangement – omend en lidt kølig oplevelse!
Fagprøveprisen
Fagprøverne er en væsentlig del af FUT. Eleverne, fagskolelærerne og FUTs fagprøvekomité lægger et stort arbejde i denne proces. Tak til komitéen for at læse og udvælge vindere blandt de nominerede.
Vi finder årets vindere senere i dag – det bliver spændende!
Lærepladsprisen 2024
Denne pris er også en vigtig del af FUT. Den går til lærepladser, der udmærker sig ved deres indsats for eleverne. Vinderen får 10.000 kr. til et socialt arrangement.
Arrangementer og netværk
Branchefrokosten i Grøften, Tivoli
I samarbejde med DB arrangerer vi denne frokost, hvor kolleger fra alle kæder og professioner mødes til god mad, snaps og netværk.
Erhvervsnetværksmøder
Disse møder er en del af FUTs erhvervsklub, som bestyrelsens Per Rasmussen har været bannerfører for. Indtægterne fra erhvervsklubben – med 90 leverandører – er en væsentlig del af FUTs økonomi.
Følgende virksomheder har været besøgt i 2023-2024:
- P.A. Savværk (23/11-2023)
- Hørning Parket (21/3-2024)
- Wiking Gulve (26/9-2024)
Stor tak til disse firmaer for at være værter og sørge for forplejning.
Kommunikation og samarbejde
SoMe og FUT-bladet
En stor tak til Odsgard Reklame og Marketing for deres hjælp med FUTs kommunikation på sociale medier og i FUT-bladet. Jeres indsats er uvurderlig.
Reklame for FUT
Vi besøger jævnligt skolerne i Mommark og Odder for at informere eleverne om FUTs mange tilbud – fra fagprøvepriser og legater til netværksmuligheder og sociale arrangementer.
Tak til faglærerne, der er gode ambassadører for FUT!
Tak og fremtid
Til sidst vil jeg gerne takke hele bestyrelsen for et stort arbejde i årets løb. En særlig tak til Marianne Mouritzen fra DB for din uvurderlige indsats.
FUT handler om at skabe livsvarige venskaber og netværk på tværs af branchen. Sammen står vi stærkest – sammen er vi FUT.
Tusind tak for et godt år med jer alle!
Bo Louring
Formand