Promiller og Prægtigt Vejr
Den festlige dag begyndte udenfor restauranten, hvor de næsten udtørrede og tørstige gæster nød den svalende skygge. Der blev taget et par billeder til FUT-bladet og sociale medier, mens de ventede på at blive lukket indenfor.
Indenfor ventede flot dækkede borde med øl, vand og vin. Formanden for FUT, Bo Louring, bød velkommen og udtrykte sin glæde over den store opbakning. Han opfordrede deltagerne til at invitere venner, kolleger eller bekendte til fremtidige arrangementer, med håbet om at øge deltagerantallet til over 60.
Derudover meddelte formanden, at Peter Odsgard og Christian Bisgaard ønskede afløsere i arrangementsudvalget. Efter et par genstande meldte Leif Fredholm Johansen fra Stark Svendborg og muligvis Morten Lind fra Wennerth Wood sig til udvalget. En stor tak og velkommen til de nye medlemmer.
Deltagerne gik derefter ombord i den lækre gardenplatte, som bestod af sild, fiskefilet, frikadeller, kamsteg og hønsesalat, akkompagneret af øl og snaps. Snakken gik livligt rundt om bordene, hvor gamle historier og anekdoter blev fortalt og forbedret. Mange mindedes tiden før gaffeltrucks, hvor tunge løft resulterede i dårlig ryg og skadede skuldre.
Efter tre timers hyggeligt samvær var der fri leg i Tivoli for egen regning og risiko. Heldigvis blev ingen skadet, og den eneste “forulykkelse” fandt sted i Grøften.
Tak for en god og hyggelig dag i gode venners lag. Det var en fornøjelse at tale med tidligere kolleger og pleje netværket.